Skolebestyrer Valdemar Hansen
startede i 1921 med at undervise og blev efterfølgende skolens bestyrer sammen med Thomas Vang Petersen 1952-1961
Valdemar Hansen
fra Jyderup Realskoles årsberetning 1960/61
Jens Alfred Erik Valdemar Hansen;
Lærer; født 28. Januar 1893 i Hesselager;
Søn af Politiassistent M. S. Hansen og Hustru Birthe Kirstine, f. Jensen.
Studentereks. 1912; Skaarup Sem. 1919; cand. phil 1921; 1. August 1919 Lærer Skibby Præliminærkursus;
1. August 1921 Jyderup Realskole; tidligere Form. for Jyderup Folkebogsamling1a) – ses at holde 25 års jubilæum 19462, og fungerede som skolebestyrer fra 1952-19613

I 1941 blev Valdemar Hansen gift med en datter af malermester L.P. Hansen. Efter kun tre ugers ægteskab havde Valdemar Hansen den sorg at miste sin hustru24

I 1946 afholdte Valdemar Hansen sit 25 års jubilæum
Valdemar Hansen
ca. 19341



Jyderup Realskoles lærere 1954
Lærerstaben 1954: Bagest fv. Kai Clausen, Erik Kyhnæb, Jørgen Frederiksen, Peter Larsen, Valdemar Hansen, pastor Emil Sørensen. Forrest fv. Inga Møller, Grethe Christensen, Thomas Vang Petersen, Inger Hansen, pastorinde fru Agnes Thastum Sørensen, Agnes Larsen25


1958 Valdemar Hansen 65 år
En agtet og kendt skolemand skolebestyrer Valdemar Hansen, Jyderup Realskole, fylder tirsdag den 28 januar 65 år og kan for øvrigt også i indeværende år fejre 40 års jubilæum.
Valdemar Hansen, der stammer fra Hesselager på Fyn, blev student fra Svendborg Gymnasium, hvorefter han supplerede sin uddannelse på Skaarup Seminarium. I sommeren 1918 fik han på Jyderup Realskole sin første stilling som lærer - og dermed for hele livet. I 1946 udnævntes han til overlærer ved den skole, han har viet alle sine kræfter. Da skolebestyrer Aksel Knudsen døde, blev det Valdemar Hansen, der, sammen med skolebestyrer Vang Petersen, overtog den daglige ledelse af skolen.
Skolebestyrer Hansen er en karakteristisk personlighed, respekteret og elsket af sine elever.
Hans væsen kan synes lidt lukket for dem, der ikke kender ham nærmere, men det er værd at udforske, hvad der gemmer sig bag hans lidt barske venlighed.
Han har hjerte for andre og prøver altid at forstå store og små, når han mærker, de har problemer at tumle med. Sin lærergerning omfatter han med nidkærhed.
Hans kæreste fag er historie, og han har en enestående evne til at delagtiggøre sine elever i emnernes mangfoldighed.
Offentlige hverv har ikke interesseret skolebestyrer Hansen særligt, men helt undgået dem har han ikke.
Navnlig har han indenfor "Norden"s lokalafdeling gjort et stort arbejde; det samme gælder for Samaritterforeningen, og desuden er han kommunal revisor.
Såvel blandt kolleger som skolens personale nyder Valdemar Hansen agtelse og tillid, og hvor der tidligere har været en lejlighed til det, har endvidere gamle elever ofte givet udtryk for deres hengivenhed overfor skolebestyreren7

Valdemark Hansen og Thomas Vang Petersen
På billedet ses hr. Valdemar Hansen og hr. Thomas Vang Petersen

1960 Valdemar Hansen forlader Jyderup Realskole
I 38 år her skolebestyrer Valdemar Hansen været tilknyttet Jyderup Realskole, deraf de 8 år som bestyrer sammen med Vang Petersen.
Valdemar Hansen falder nu for aldersgrænsen og har søgt sin afsked.
Ved afslutningsfesten i lørdags på Realskolen gav skolebestyrer Vang Petersen denne meddelelse og benyttede lejligheden til at sige sin kollega en varm og oprigtig tak for dygtigt og trofast arbejde og for loyalt samarbejde gennem årene.

Valdemar Hansen blev i forbindelse med hans 60 års fødselsdag interviewet og sagde følgende;
Skoleejer og skolebestyrer Valdemar Hansen, Nyvej, Jyderup har fødselsdag to gange i år.
Ifølge lokale blade var det hans 60 årsdag i går, og han modtog i den anledning flere lykønskningsbuketter.
Men dåbsattesten siger, at Valdemar Hansen først bliver 60 år onsdag den 28. januar (1953), og det er den, man skal regne med. Nu er to fødselsdage ikke for meget for en mand som skolebestyrer Hansen, for selv om
han helst lod dagen forløbe i stilhed, har han i årenes løb vundet mange venner ved sin stilfærdige og bundreelle optræden, at der udmærket kan bruges både to og tre dag til lykønskningernes mangfoldighed.

Valdemar Hansen har viet hele sin lærergerning til eksamensskolen. Han er født i Hesselager og tog eksamen fra Skaarup seminarium. I et par år underviste han ved et præliminærkursus i Skibby, og i 1923 ansattes han ved Jyderup Realskole, der dengang lededes af skolebestyrer Mønsted Friis.
Skolen havde 150 elever, og i de følgende år
skiftevis steg og faldt antallet, og nu er det omkring 275. Skolebestyrer Aksel Knudsen efterfulgte Mønsted Friis, og i mange år var Valdemar Hansen hans nære medarbejder. Han avancerede til overlærer, og ved Knudsens død overtog han sammen med Thomas Vang Petersen skolens ledelse.

For den, der til enhver tid har rent mel i posen, er det ikke af vital betydning, at hans uforgribelig meninger slås fast, han kan altid bedømme situationen uden forudfattede standpunkter Og således er Valdemar Hansen ikke den, der slår på stortromme for sig selv og sine idéer. Men han har sine erfaringer som skolemand i ca. 35 år, og han lægger ikke skjul på, hvad de siger:

Valdemar Hansen bliver spurgt, om det ud fra nogen bestemt overbevisning han har foretrukket den private eksamensskole? Valdemar svarer, at de private realskoler landet over har gjort et stort arbejde, ikke mindst for befolkningen på landet, de har mange steder været muligt for, at børn kunne få en eksamen.
Er det ikke den almindelige mening, at en betalingsskole er en overklasseskole? -
Det passer i hvert fald ikke. I Jyderup har vi da elever fra alle samfundslag.
Der tales ofte om de høje karakterer på privatskoler? Hvis man mener, at de er ukorrekt høje, er der jo ikke andet at svare, end at eksaminerne foregår under inspektion fra Staten med beskikkede censorer, der indberetter om eksamens forløb.

Mellemskole eller præliminærkursus
De har undervist både ved præliminærkursus og i realskole, hvad skal man foretrække?
Jeg mener, at mellemskolen har bestået sin prøve, og for mig er der ingen tvivl om, at mellem- og realskole er at foretrække, fordi børnene på et præliminærkursus i løbet af tre år skal lære lige så meget som eksamensmellemskolens elever på fem år.
Det må blive en forceret undervisning.
Er børnene blevet mere uartige i den menneskealder, De har undervist?
De er blevet mere frie og nemmere at omgås, og forholdet er blevet mere kammeratligt.
Fødselsdagsønsket?
Stadig fremgang for Realskolen til gavn for alle parter.
Omfatter det ønske en udvidelse
Vi skal udvide i løbet af de kommende år for at følge skolelovens krav.
Vi skal bl.a. have skolekøkken, og selv om der ikke er bestemte planer8
Valdemar Hansen ses i 1959-60 at tage afsked som lærer og bestyrer9

Ved Jyderup Realskoles skolekomedie marts 1960:
Derefter trådet skolebestyrer Vang Petersen frem på scenen og meddelte, at han nu overlod den administrative ledelse af skolen til bestyrelsen for institutionen, men forinden gerne ville bringe en tak til sin medejer af skolen, skolebestyrer Valdemar Hansen, en tak for 9 års gnidningsløst samarbejde og god forståelse10

Jyderup Realskoles årsberetning juni 1960
Tak til Valdemar Hansen
I en tak til skolebestyrer Valdemar Hansen skriver Vang Petersen bl.a.: Valdemar Hansen har i over en menneskealder viet den gamle skole hele sin arbejdskraft og hans virke har sat sit gode præg på det daglige arbejde. Eleverne holder af ham som en retlinet og
redelig personlighed, varmhjertet, loyal og hjælpsom, og samtidig med et islæt af fynske lune.
Det er vemodigt at tage afsked med en livsgerning, men kontakten vil blive bevaret.
Gunner Jensen skriver ligeledes en tak til Valdemar Hansen for betydningsfuld indsats.
Skolebestyrer Valdemar Hansen kvitterer med en tak til forældre, skolen skolekredsen og medarbejderne, og udtrykker håbet om, at skolen under de nye forhold må få en lys fremtid og gode kår til gavn for ungdommen11

Ved Jyderup Realskoles skolekomedie og officiel overdragelse til selvejende institution marts 1960
Formanden for forældrekredsen, gdr. Gunner Jensen, talte for skolebestyrer Valdemar Hansen, der i næsten 40 år har været lærer ved skolen og endnu virkede som vikar.
Siden 1951 havde skolebestyrer Hansen været medejer, og gennem de mange år har han udført et samvittighedsfuldt og dygtigt arbejde og altid haft en evne til ved sin pædagogiske ledelse at skabe respekt blandt eleverne.
Gunner Jensen sluttede med at overrække skolebestyrerne en gave fra forældrekredsen12


Valdemar Hansen døde den 22/3. 196113
Fra mindeord om Valdemar Hansen. HAV 23/3. 1961, side 9
Da eleverne i går ankom til Jyderup Realskole, samledes man straks til mindesamvær i gymnastiksalen.
Efter en salme udtalte skoleinspektør Vang Petersen smukke mindeord om Valdemar Hansen, der blev karakteriseret som en retlinet personlighed, rank i ryggen og aldrig bange for at se folk i øjnene.
Han var trofast mod sine idealer, selv om vinden bar imod. Bag det hele bankede et varmt hjerte, hvad eleverne også havde følt i timerne. Hans virke har været til gavn for skolen.
Formanden for Jyderup Realskole, købmand Otteslev, Bjergsted, fremsatte ligeledes nogle mindeord og appellerede til børnene om at slutte op om skolen sådan som Valdemar Hansen ønskede det.
Man sang "Altid frejdig", og eleverne blev derefter sendt hjem.
Vi har endvidere fra elev- og skolekredsen modtaget følgende:
Med dyb beklagelse erfarer vi tidligere skoleejer Valdemar Hansens pludselige bortgang.
Valdemar Hansen var i hele sin færd og gerning en helstøbt personlighed, der viede sit liv til arbejde for børnene og skolen. I mere end en menneskealder var han knyttet til Jyderup Realskole, gjorde her en stor indsats og viste selv i de senere år, hvor kræfterne ikke var så gode, sin store interesse for skolen ved i perioder, hvor lærermanglen var følelig også for vor skole at stille sin arbejdskraft til rådighed for os. Så sent som i begyndelsen af dette år vikarierede Valdemar Hansen på skolen. Til det sidste øvede han altså en indsats, og i skolekredsen vil vi stedse bevare mindet om han som en af de bedste.
På vegne af Jyderup Realskoles elev- og skolekreds. Gunner Jensen

27/3.1961 Holbæk Amts Venstreblad 27. marts 1961 , side 4
Skolebestyrer Valdemar Hansen blev begravet i lørdags fra Jyderup kirke under stor deltagelse.
Der var kommet mange gamle elever fra nær og fjern.
Der var signerede kranse fra Jyderup Realskoles elev- og lærerkreds, den selvejende institution Jyderup Realskole, Lærerkollegiet,
Foreningen Norden og Jyderup Samaritterforening.
Jyderup Håndværker- og Handelsforenings fane paraderede ved båren.
Pastor Hjørlund talte ud fra Jesu budskab. Jeg er verdens lys.
Den, der følger mig, skal ikke vandre i mørke, men have livets lys.
Pastor Hjørlund karakteriserede Valdemar
Hansen
som en af skolens gode støtter i kraft af hans retlinethed, retsindighed og punktlighed.
Han hørte til dem, man kom til at holde af og have tillid til.
Et pigekor fra Realskolen sang "Der er tre hjørnestene".
Ved graven bragte Vang Petersen hilsen fra kolleger og fra skoleledelsen og udtalte smukke mindeord om Valdemar Hansen, ligesom han bragte tak fra de efterladte14

Kalundborg Folkeblad 23. juni 1961; Årsberetning og eksamen på Jyderup Realskole
Jyderup Realskole har udsendt årsberetning og der indledes med mindeord om
skolebestyrer Valdemar Hansen, der døde 22. marts efter omtrent 40 års arbejde ved Jyderup Realskole.
Samhørigheden med skolens liv og arbejde gjorde Valdemar Hansen til den helt udmærkede arbejdskraft i skolens tjeneste, skriver skoleinspektør Vang Petersen, og vi, der samarbejdede med ham i en årrække, vil mindes ham med taknemlighed og glæde, når han nu ikke mere er blandt os. Æret være skolebestyrer Valdemar Hansens minde15

Jyderup Kirkebog 1959-73 opslag 16 nr. 0
Jens Alfred Erik Valdemar Hansen ses død den 22. marts 1961 begravet 25. marts 1961
Forhenværende realskolebestyrer af Jyderup Realskole, Jyderup, By og sogn, Tuse herred, Holbæk Amt. Født i Hesselager sogn 1893, 28. januar, søn af politiassistent Martin Sofus
Hansen og hustru Birthe Kristine f. Jensen af Hesselager. Afdøde ægtefælle Esther, født Hansen.
Sidste fælles bopæl Jyderup16

1961 Skolebestyrer Valdemar Hansen død i morges
I formiddags spredtes et dødsbudskab, der vil vække vemod hos mange gamle elever fra Jyderup Realskole.
Skolebestyrer Valdemar Hansen døde i morges af en blodprop uden egentlig forudgående sygdom, 68 år gammel. Valdemar Hansen havde gennem nogle år lidt af et svagt hjerte, men havde dog dagligt kunne færdes og varetage sine mange interesser.
Valdemar Hansen, der stammede fra Hesselager på Fyn, blev student fra Svendborg Gymnasium
og supplerede derpå sin uddannelse på Skaarup Seminarium.
I 1918 fik han sin første stilling som lærer og blev i 1921 ansat som lærer ved Jyderup Realskole.
Valdemar Hansen gik ind for sin gerning med interesse og dygtighed og evnede med sin lidt ordknappe facon at vinde sine elevers tillid og hengivenhed.
I 1941 blev Valdemar Hansen gift med en datter af malermester L.P. Hansen.
Efter kun tre ugers ægteskab havde Valdemar Hansen den sorg at miste sin hustru.
Også modgangen bar han på en stoute og stærk måde uden nogensinde at skilte med sin sorg.
Fra 1946 til 1952 var Valdemar Hansen overlærer ved skolen og købte efter skolebestyrer Knudsens død skolen sammen med Skolebestyrer Vang Petersen
I loyalt og fordrageligt samarbejde har de to skolemænd varetaget skolens drift indtil 1959, da Valdemar Hansen ønskede at trække sig tilbage. Dog var han vikar et års tid derefter.
Han vedblev at omfatte skolen og dens elever med kærlighed og interesse og var ofte gæst på skolen.
I sit hjem havde han en stor støtte i sin husbestyrerinde, fru Petersen, der sammen med sin datter har været hos ham en lang årrække.
Skolebestyrer Valdemar Hansen var en karakteristisk personlighed, respekteret og afholdt af sine elever. Selv om hans væsen kunne synes lidt lukket, havde han hjerte for andre og har ofte været sine elever til stor hjælp, og han misbrugte aldrig en fortrolighed!
Samtidig forstod han at delagtiggøre sine elever i de emner, der blev behandlet, og han omfattede sin lærergerning med nidkærhed. Valdemar Hansen fik tid til at dyrke mange interesser, bl.a. har han gjort et stort arbejde for samariterforeningen samt foreningen "Norden", hvis kasserer han var. Endvidere har han i mange år været kommunal revisor.
Både som skolemand og privatmenneske har Valdemar Hansen nydt stor agtelse og tillid, og han vil blive husket som et helstøbt menneske og en dygtig og retlinet skolemand18

1961 Mindehøjtidelighed på Jyderup Realskole
Jyderup Realskole samledes alle elever i går til et højtideligt og smukt mindesamvær i anledning af skolebestyrer Valdemar Hansens død
Man sang: Til himlene rækker din miskundhed, Gud, og derefter talte skolebestyrer Vang Petersen:
- Med Valdemar Hansen er en ualmindelig retlinet personlighed gået bort.
Vi kendte ham alle, som han gik i blandt os på skolen - han var her jo på legepladsen for kun 2-3 dage siden.
Han var rank i ryggen, og han bar sit hoved højt, var aldrig bange for at se folk i øjnene.
Han var trofast imod de ideer, han havde gjort til sine, og han kæmpede for dem, selv om vinden kunne være imod.
I samarbejdet kunne vi sommetider tage en tørn, når meningerne var delte, men det endte altid med, at vi nåede et resultat, og bagefter kunne vi give hinanden hånden i forståelse af, at vi ville det bedste sammen.
I ved alle sammen, at sådan var det også i timerne. Han kunne til tider sige et borgerligt ord, når det var nødvendigt, og for folk, der ikke kendte ham, kunne det lyde hårdt, men vi, der kendte ham ved, at det var det ikke. Bag det hele bankede et varmt hjerte for det arbejde, der var hans og for de mennesker, han arbejdede for og samarbejdede med.
Valdemar Hansen glemte ikke sine gamle elever, men fulgte dem med interesse.
Således nød vi alle gavn og glæde af hans virke, og han prægede os alle samt skolen, som blev hans liv. Således vil vi huske Valdemar Hansen, og jeg vil gerne udtale et æret være hans minde.
Formanden for den selvejende institution, købmand Otteslev, Bjergsted, som derefter havde ordet, sluttede sin mindetale med at udtale ønsket om, at eleverne stadig vil slutte op om deres gamle skole, hvilket var afdødes højeste ønske.
Til slut sang man "Altid frejdig", hvorefter skolen blev lukket, og eleverne gik hjem19

1961 Mindeord for Valdemar Hansen
Vi har modtaget:
Med dyb beklagelse erfarer vi tidligere skoleejer Valdemar Hansen pludselige bortgang.
Valdemar Hansen var i hele sin færd og gerning en helstøbt personlighed, der viede sit liv til arbejdet for børnene og skolen. I mere end en menneskealder var han knyttet til Jyderup Realskole, gjorde her en stor indsats og viste selv i de senere år, hvor kræfterne ikke var så gode mere, sin store interesse for skolen ved i perioder, hvor lærermanglen var følelig, også for vor skole at stille sin arbejdskraft til rådighed for os.
Så sent som i begyndelsen af dette år vikarierede Valdemar Hansen på Realskole, til det sidste øvede han altså en indsats, og i skolekredse vil vi stedse bevare mindet om ham som en af de bedste. Gunner Jensen, "Høedgården",
Jyderup Realskoles elev- og skolekreds20

1961 Skolebestyrer Valdemar Hansens jordefærd
Fhv. skolebestyrer Valdemar Hansen, Jyderup, begravedes i lørdags fra Jyderup kirke.
Blandt det store følge var mange tidligere og nuværende elever, som var synligt bevægede ved at følge deres afholdte lærer til graven. Der var sendt et væld af smukke blomster og kranse til båren, deriblandt bånd signerede fra Jyderup Realskoles elev- og skolekreds, den selvejende institution Jyderup Realskole, Jyderup sogneråd, lærerkollegiet, forening "Norden" og Jyderup samariterforening.
Fanen fra Jyderup Håndværker- og Handelsforening paraderede ved båren.
Højtideligheden indledtes med salmerne "Den signede dag" og "Se nu stiger solen", hvorefter Pastor Hjørlund talte og mindedes Valdemar Hansen som en retlinet mand,
man holdt af og havde tillid til. Hans myndighed var parret med retfærdighed og kærlighed til børnene.
Præsten omtalte, at afdøde havde skabt et godt hjem for fru Petersen og hendes datter, Benthe, og både de og afdødes søster skylder ham megen taknemmelighed.
Præsten sluttede: Valdemar Hansen vil fremdeles høst sin løn bagud, i den forstand at mange med tak vil mindes han tro tjeneste på Jyderup Realskole, som havde hans kærlighed.
Et pigekor sang: "Der er tre hjørnestene", og under salmen "Alt står i Guds faderhånd" blev båren båret ud af kirken.
Ved graven bragte skoleinspektør Vang Petersen en hilsen fra kolleger og skolekreds og udtalte:
Med Valdemar Hansen er en god dansk mand gået bort.
Han var et godt menneske, men lidt bange for at vise det, dog mærkede vi, der kendte ham godt, hans hjertevarme.
Æret være hams minde. Vang Petersen sluttede med en tak for al deltagelse21



Vi ved også om Hr. Valdemar Hansen:
1950 -Holbæk Amts Venstreblad 10. februar 1950, side 4; Jyderup samariterforening Hr. V. Hansens ses som kasserer for foreningen, der her holder sit 10 års jubilæum22

1953 Realskolebestyrer Valdemar Hansen, Jyderup Realskole, er beskikket som censor ved mellem- og realskoleeksamen i Jylland4

1955 H.C. Andersen også populær i Emmaboda
Skolebestyrer Valdemar Hansen, Jyderup Realskole læste "Det er ganske vist" under besøg i Venskabsbyen.
Skolebestyrer Valdemar Hansen, Jyderup Realskole vendte tirsdag aften hjem fra Emmaboda, Jyderups svenske venskabsby, hvor han i 3 dage har været gæst hos hr. og fru Gantelius.
Hr. Gantelius er, Landsfiskal og hans hustru er formand for "Norden".
Samtidig var formanden for "Norden" i den norske venskabsby, Kvam Herred, Rektor Holmaas, ligeledes gæst, i det han skulle holde foredrag på nogle svensk skoler.
Skolebestyrer Valdemar Hansen og rektor Holmaas besøgte bl.a. pigeskolen i Kalmar, og her medvirkede skolebestyreren i en skoletime, i det han læste H.C. Andersens eventyr "Det er ganske vist".
Det interesserede øjensynligt børnene, som var godt kendt med den store danske eventyr digter.
På "lærervækret" som gymnasiet i Karlskrona kaldes på svensk, holdte rektor Holmaas foredrag om Henrik Ibsen, og holdte desuden foredrag i Emmaboda Samrealskole.
På så kort tid kunne skolebestyreren naturligvis ikke nå at komme langt omkring, men fik dog hilst på adskillige venner i Emmaboda og fik mange hilsener med hjem til Jyderup6

Kalundborg Folkeblad 16. feb. 1957, side 3+4; 35 års jubilæum, Jyderup Spejderne
Dronning Margrethes Trop ved man mest om, fordi Tropsrådet har ført forhandlingsprotokol, formand var dengang kaptajn Dræby, der i 1928 blev valgt til Divisionschef for Skjalm Hvides Division, hvorunder Jyderup Spejderne hører.
Det første Tropsråd kom til at bestå af købmand Viggo Jensen, Chr. Jacobsen, "Arnen".
Kaptajn Dræby, isenkræmmer H. Gylling-Folkmann, Realskolelærer Valdemar Hansen (nu skolebestyrer) og fabrikant Will. R. Jensen.
Til revisor valgtes fru Kreutzer og købmand Olesen.
Der skiftedes ret hyppigt Tropsfører i begyndelsen. Den første var en daværende kommis Chr. Olsen, som efterfulgtes af Arne Thomsen og senere Valdemar Hansen, Realskolen, indtil han i 1928 på grund af manglende tid måtte fratræde og blev afløst af murermester Axel Olsen.
Bortset fra korte perioder, hvor Erik Felding og sidst murer Poul Sørensen har været tropsfører, har Axel Olsen været Tropsfører og er det stadig.
Han har da også modtaget Korpsets fortjenstlilje i sølv og Korpsets hæderstegn i guld23

1959 Kalundborg Folkeblad 4. maj 1959, side 4; Beskikket censor
Skolebestyrer Valdemar Hansen, Jyderup Realskole, er af undervisningsministeriet beskikket som censor i tysk ved realeksamen og skal fungere ved skoler i Århus fra 25 til 30. maj (1959) 5


9. juni 2013 fortalte Hr. Holger Ølholm om Valdemar Hansen, at han under krigen
havde med Rekonvalescenthjemmet at gøre (der var såret folk) og skolen (gymnastiksalen) blev brugt til Samaritterøvelser for lokale (damer).Huus17


Billedet er fra Kalundborg Folkeblad 21. aug. 1954, side 4+6; Jyderup Realskole 60 år
Kilder:
Kilde 1: Dansk Skole-Stat under redaktion af professor N.A. Larsen, Arthur Jensens Forlag, København 1933-34,
Bind 4, side 382, udgivet 1934. Red. E. H. C. Mikkelsen 1933
Kilde 2: Jyderup Realskoles årsberetning 1947, Jyderup Bogtrykkeri, Jyderup
Kilde 3: Jyderup Realskoles årsberetning 1953-1962, Jyderup Bogtrykkeri, Jyderup
Kilde 4: Holbæk Amts Venstreblad 16. maj 1953, side 4; Valdemar Hansen censor i Jylland
Kilde 5: Kalundborg Folkeblad 4. maj 1959, side 4; Beskikket censor
Kilde 6: Kalundborg Folkeblad 6. okt. 1955, side 3; H.C. Andersen også populær i Emmaboda
Kilde 7: Kalundborg Folkeblad 18. jan. 1958, side 3; Valdemar Hansen 65 år
Kilde 8: Holbæk Amts Venstreblad, 24 januar 1953
Kilde 9: Jyderup Realskoles årsberetning 1959-60, Jyderup Bogtrykkeri, Jyderup
Kilde 10: Kalundborg Folkeblad 30. marts 1960, side 3; Jyderup Realskoles skolekomedie
Kilde 11: Kalundborg Folkeblad 25. juni 1960, side 3+4; Jyderup Realskoles årsberetning
Kilde 12: Kalundborg Folkeblad 30. marts 1960, side 3; Jyderup Realskoles skolekomedie
Kilde 13: Jyderup Realskoles årsberetning 1960-61, Jyderup Bogtrykkeri, Jyderup
Kilde 14: Holbæk Amts Venstreblad 27. marts 1961, side 4
Kilde 15: Kalundborg Folkeblad 23. marts 1961, side 3; Mindehøjtidelighed på Jyderup Realskole
Kilde 16: Jyderup Kirkebog 1959-73 opslag 16 nr. 0
Kilde 17: Holger Ølholm 9. juni 2013
Kilde 18: Kalundborg Folkeblad 22. marts 1961, side 3; Skolebestyrer Valdemar Hansen død i morges
Kilde 19: Kalundborg Folkeblad 23. marts 1961, side 3; Mindehøjtidelighed på Jyderup Realskole
Kilde 20: Kalundborg Folkeblad 23. marts 1961, side 3; Mindeord for Valdemar Hansen
Kilde 21: Kalundborg Folkeblad 27. marts 1961, side 3+4; Skolebestyrer Valdemar Hansens jordefærd
Kilde 22: Holbæk Amts Venstreblad 10. februar 1950, side 4; Jyderup samariterforening
Kilde 23: Kalundborg Folkeblad 16. feb. 1957, side 3+4; 35 års jubilæum, spejdere
Kilde 24: Jyderup Kirkebog 1937-43 opslag 215, død 10. Fru Ester Hansen f. Hansen død den juli 41, beg. 15. juli 1941
Kilde 25: Billedet fra Jyderup Lokalarkiv og navne på lærerne fra 1954 fra fb-siden "Stationsbyen Jyderup"
Note:
a)Folkebogsamlingerne; Den første form for statsligt tilskud til bibliotekerne i Danmark

DDS: Hansen, Jens Alfred Erik Valdemar, Lærer; f. 28. Januar 1893 i Hesselager; Søn af Politiassistent M. S. Hansen og Hustru Birthe Kirstine, f. Jensen. Studentereks. 1912; Skaarup Sem. 1919; cand. phil 1921; 1. August 1919 Lærer Skibby Præliminærkursus; 1. August 1921 Jyderup Realskole; tidligere Form. For Jyderup Folkebogsamling. Kilde; DSS, Bind 4, side 382 – ses at holde 25 års jubilæum 1946

Sidst opdateret 27. februar 2016
©Jyderup Realskole